Forside Rejser Billeder Kontakt Lars Wandy Frederiksen | ONLINE Efter i et par år at have snakket om at tage tilbage til USA fik vi efteråret 2007 taget os sammen til at komme af sted. Den oprindelige planlagte rute som indbefattede besøg i Mexico og New Mexico blev droppet, da vi hen af vejen blev enige om, at vi måske gerne ville mere på landevejen end bare ligge ved stranden i Mexico i en strandlejlighed vi kunne låne. Gitte havde flere gange snakket om at komme tilbage til San Francisco, og jeg ville gerne opleve lidt at sydstaterne. Samtidig ville vi gerne igen forbi Las Vegas for at besøge Mary. Med Gitte som hovedarkitekt blev vi enige om at flyve til Las Vegas og derfra køre via San Francisco og Palm Springs i en cirkel tilbage til Vegas. Så flyve til Atlanta og derfra køre til Charleston, Orlando og Fort Myers. 4. September Tidlige om morgenen forlod vi Billund med kurs mod Frankfurt. Vi havde 1½ time til at skifte fly. 1½ time er i Frankfurt ikke overvældende, og når maskinen så kommer ½ time for sent af sted fra Billund bliver det ikke bedre, men med lidt løben nåede vi rettidig gaten til næste afgang som gik til Las Vegas. En flytur der betød 11½ time klemt sammen på økonomiklasse. Hvorfor er det lige at europæiske store selskaber som KLM og lufthansa altid har den mindste benplads øv øv. Nå men flyveturen gik fint, der blev sovet en del, og cirka klokken 17 lokal tid landede vi I Las Vegas hvor Mary samlede os op i lufthavnen. Temperaturen havde nu sneget som op omkring de 40 grader. Så vi skyndte os hjem til Mary, smed kufferterne, og hoppede i poolen. Med let fornydede kræfter kørte vi om aftenen på Boulder Station for at for at få den store Casino "all you can eat" buffet. Et restaurantbesøg man virkelig skal opleve for at forstå :) 5. September Første dag på turen. Intet var rigtigt planlagt, men Mary forslog en køretur op i bjergene omkring Las Vegas, nærmere betegnet Mt. Charlston. Hvad vi erfarede var at blot 1 times kørsel fra stegende Las Vegas findes et mindre skiresort i 3 kilometers højde. Fordi vi kom i sommerhalvåret var der kun en smule sne på de allerhøjeste tinder. Men den friske duft af fyrretræer kombineret med en pragtfuld udsigt ud over Nevadaørkenen gav en rigtig hyggelig oplevelse som blev krydret med en kold Budweiser og cheeseburger på den lokale restaurant midt på bjergsiden. Om aftenen startede vi med linedans på en meget lokal Country & Western Bar. Ikke at vi fik rørt os så meget, men Mary er aktiv udøver, så mens hun hyggede sig tog Gitte og Jeg et par spil pool. Efter endt dansetime gik turen mod aftenens egentlige mål -  et gensyn med "the strip". ikke meget var forandret. Men den helt specielle atmosfære omkring "the strip" og gåturene rundt i de store Kasinoer var igen en fed oplevelse. Aftenen sluttede vi af med at se det store Springvandsshow foran Bellagio. Ttrætte vendte vi næsen hjemad i seng. 6. September Nu veludhvilet var det tid til at komme videre på rejsen. Første opgave, at få lejet en bil. Lidt research på nettet afslørede Hertz som et godt valg. bekendt med lufthavnstakster valgte vi at leje bilen på et lille kontor ude på Boulder Highway. Ud over en uovertruffen service fik vi gratis upgradet lejemålet til en næsten ny Pontiac G6. En bil som vi skulle blive meget glade for. Så snart vi haved fået någlerne blev vores bagage flyttet over i bilen, og vi tog pænt afsked med Mary. Lidt nede af Boulder Highway drejede vi op på highway 95 mod nord og ud af byen. Dagens mål var Death Valley National Park, og så langt som vejen ville tage os derefter. Highway 95 mellem Vegas og Reno er ørken hele vejen, men alligevel en fantastisk rute med store vidder og smuk natur. En dejlig tur når man har aircondition og en køletaske med is og sodavand på bagsædet. Hen over middag forlod vi 95 for at dreje mod vest og ind mod Death valley. Death valley stor dal omgivet af 2 bjergkæder mod øst og vest. Så efter at have krydset Amaragaso Range i 2 kilometers højde gik turen nedad i dalen som på laveste sted er 200 meter under havoverfladen. Allerede på vej ned kunne vi se temperaturen begyndte at stige på emperaturmåleren i bilen. Den viste nu allerede 42 grader. Endelig krydsede vi grænsen ind til nationalparken. Og når man kommer fra øst giver nedkørslen et fantastisk view ud over store dele af den store park. Så vi holdte ind ved den første parkinfo for at tage et par billeder. Gitte forlod kun nødtvungent bilen og den rare aircondition. Vi skulle nu afgøre om vi ville køre cirka 75 km. sydpå i parken for at se visitorcenter, eller om vi ville holde os i den nordlige ende, da vi skulle videre ud af parken i den nordlige ende hvor vi kom ind fra. Vi havde tiden for os, så vi besluttede at tage turen mod visitorcenter. Turen ned gennem death valley er til trods for det golde og afsvedne landskab en tur vejr. Klimaet i DV har gjort landskabet fascinerende og uvirkeligt. Visitorcenter var tilgengæld en lidt "tør" oplevelse. Der var lidt udstillinger om dalens historie og mulighed for at købe de sædvanlige usmagelige køleskabsmagneter og fotobøger. Så hurtigt kørte vi videre gennem parken. Vi valgte den nordvestlige vej ud af dalen da det ifølge vores sublime Roadmastermap, ville give de bedste overnatningsmuligheder. Undervejs ud af parken måtte vi holde ind til siden flere gange for at opleve de særprægede og flotte landskaber som parken er rig på, og efterhånden som solen begyndte at gå ned over horisonten gav de lange skygger endnu mere effekt til dalens særpræg. I det sidste aftenlys kørte vi af snoede bjergveje ud af nationalparken via den vestlige bjergkæde. På den anden side nåede vi frem til byen Big Pine, en lille bjergby, hvor aftensmaden blev indtaget på en meget lokal pizza restaurant, alt imens en større anholdelse foregik på den anden side af gaden. Vel mætte forlod vi Big Pine, og forsatte ud i mørket. Vi følte os klar til lidt flere kilometer. 75 km mod nord kkom vi til byen Bishop, som vi mente gav de bedste overnatningsmuligheder. Vel fremme ved 9 tiden bestemte vi os for at overnatte på Motel 8 til cirka 70$. En rigtig god første da på landevejen. Skønne oplevelser, hygge og en fed bil at køre i. 7.september Bishop - Yosimite - Oakdale Efter en lidt sædvanlig kedelige "continental breakfast" på motellet og en optankning af bilen fortsatte vi nordpå af highway 396 mod Yosemite National Park. Det var en skøn morgen. cirka 20 grader og ikke en sky på himlen. Gitte havde været i Yosemite før, men kunne sædvanligvis ikke huske særlig meget fra besøget. Men da det lå på ruten mod San Francisco var det et naturligt mål for lidt sightseeing for den dag. Parken er en del af den californiske Sierra Nevada bjergkæde og turen fra Bishop og op til parken der ligger 3 km over havets overflade er skøn og på god vej. Efter cirka 100 km kom vi til breden af Mono Lake hvir vi skulle dreje fra Highwayen mod vest for at begynde opstigningen mod Yosemite. Vi holdte ind 5 min for at nyde udsigten over Mono Lake og lige strække ben. Indgangen til parken fra østsiden går gennem et stejlt bjergpas som er lukket i vinterhalvåret. En flot tur op over passet. Vi kom snart frem til parkindgangen og fik betalt entrance fee. Denne nordlige del af parken har masser af super flotte udsigtspunkter lang med vejen, så vi fik pludselig ikke lagt så mange kilometer bag os da vi hele tiden skulle holde ind til siden for at opleve den bjergtagende udsigt, og så lige strække benene alt imens en kold Cola blev hevet op af isboksen på bagsædet, skøøønt Første rigtig stop var Tuolumne Meadows visitor center, men nøjagtig som dagen før viste dette visitorcenter sig at være en skuffelse, så vi var snart på vejen igen. Køreturen gennem denne nordlige del af parken viste sig at være ret lang for at nå ind til Yosemite Village som er centralt placeret midt i parken i en dyb dal. Opløftende var dog de mange flotte udsigtspunkter undervejs. Måske er det os der er noget galt med, men Yosemite Village viste sig også at være en skuffelse. Trafikalt, umuligt at finde rundt i og dyr i forplejning. Hvis du har planer om at hicke i parken er det sikkert en kanon base, men for gennemkørende turister er der ikke meget at komme efter. I stedet for at bruge for meget tid i Yosemite village vil jeg anbefale at man tager turen til Glacier point. et udsigtspunkt sydligere i parken med et fantastisk view ud over hele Yosemite dalen og ikke mindst parkens mest populære fotoattraktion "Halfdome". Oplevelsen er helt klart den 1½ times kringlede køretur fra the village værd. Yosemite er en fed og flot oplevelse uden tvivl. Ok det er ikke Yellowstone eller Grand Canyon. Men er man i området er parken helt klart en dagstur eller 2 værd. Vi havde en enormt hyggelig dag i parken med masser af ferieafslapning og frisk tempereret klima, som var en rar afveksling fra Nevadas varme. tørre varme. Sidst på eftermiddagen forlod vi parken og fortsatte mod vest mod San Francisco. Mens solen gik ned over du bølgende californiske landskab og "Into the Mystic" med Van Morrison kørte på repeat faldt Gitte i søvn i bilen. Jeg var også ved at være træt, så omkring efter 100 miles besluttede vi os for at stoppe og overnatte i den lille by Oakdale. En typisk amerikansk flække i det californiske bagland. Efter lidt forespørgsler på forskellige moteller stod overnatningen mellem "Jerrys Motel" til 70$ og "Holiday inn" til 110$. Velvidende at vi nok havde et par dyre overnatninger i San Francisco valgte vi Jerry. Jerry´s var i bakspejlet måske nok det tvivlsome valg, og Jerry for da også præmien for turens mindst luksuriøse overnatning. Værelserne var simpelthen for beskidte og slidte. Men hva pokker vi skulle jo bare overnatte. På Jerry´s egen anbefaling blev Aftensmaden konsumeret på det meget lokale steakhouse "House of Beef". Bænke og lystofrør var det gennemgående tema i restauranten. Nå men maden var sgu god nok. Så en oplevelsesrig dag sluttede med en stor BBQ burger og to dejlige kolde budveiser. Herefter gik det hjem i seng.... hos Jerry. 8. September: Oakdale - San Francisco Tidlig op, og efter en tør danish indtaget i receptionen på Jerrys Motel, var vi på landevejen. Kursen hed San Francisco. Efter lidt køren forkert ramte vi efter en time Freeway nettet omkring SF. På vej mod downtown viste vores roadmap et stort shoppingmall og da vi ikke havde travlt bestemte vi os for at shoppe lidt. Et par timer senere fortsatte køreturen, med nye sko og lidt andet godt i bagagerummet. bedste køb var dog da vi opdagede at der sammen med Mall´et var en "Olive Garden" Restaurant. Uhhm en gang Carbonara på en olive garden, så bliver det ikke bedre, det er simpelthen verdens bedste italienske restaurantkæde. Trafikken var nu blevet heftig på den 5-sporede motorvej og helt galt gik det da vi på vej over Bay bridge var ved at løbe tør for benzin. Kaptajnen (læs Gitte), havde ikke lige holdt øje med måleren. Af de i alt 5000 km. som blev kørt på turen, tror jeg Gitte kørte cirka 4000. Typisk, når man skal bruge en benzintank, så er der ingen. Nå men tingene løser sig jo, og efter lidt panik blev tanken alligevel fyldt uden at vi løb tør først. Så nu skulle vi finde et hotel, men inden vi kom særlig langt sad vi fast i en trafikprop på Freeway 101. Nå, men endelig langt om længe lykkedes det os at nå downtown SF. Vores motel var Ramada Limited på Lombard street. Et helt ok sted til prisen, når man tager placeringen midt i SF i betragtning. Til alt held var der P-pladser ledige. P-pladser er en tricky ting i SF :) Vi var nu kommet ud til ksyetn og vejret var slået om. Temperaturen var faldet til omkring 18 grader og overskyet - en typisk SF dag. Nå men ikke så tid at spilde, så vi hoppede straks på en bus mod centrum. Jeg prøver altid at tage bussen rundt i større byer jeg besøger. Det er simpelthen den bedste måde rigtigt at opleve en by og dens indbyggere på. Eftermiddagen gik med en hyggelig gåtur downtown hvor vi kiggede lidt butikker og oplevede hva byen havde at byde på, og ikke mindst købe lidt varmt tøj til Gitte der nu var begyndt at fryse. Jeg var dog selv helt solgt. hurtigt fornemmer man den provensielle charme og tilbagelænet hed som San Francisco er kendt for og som gør byen til en rigtig fed oplevelse. Og set i bakspejlet er Byen en af de fedeste byer jeg har oplevet. Vi fortsatte nu gåturen mod chinatown. Nogen gange må man godt tillade sig at blive skuffet, og dette var en af de gange. Måske fordi at når man har oplevet chinatown i flere asiatiske storbyer, er man svær at imponere. Men alle rejsebøgernes must see prædikat af chinatown i SF holder ikke. Der skal altså mere til end en tæt koncentration af kinesiske restauranter, souvenir butikker og rislamper for at imponere synes vi, så den holder altså ikke. Vi var dog blevet sultne. På uforklarlig vis lykkedes det os at finde en kinesisk restaurant som var endnu mere skuffende end bydelen i sig selv. Dårlig mad og dårlig betjening, ak ak. Nå ja, vi kunne nu kun grine lidt af det hele. For det hele til trods, så kunne jeg mærke hvordan byens afslappethed allerede mere og mere krøb ind under huden på mig. Ikke siden Perth i Australien har jeg oplevet en by som er så charmerende og hyggelig. Efter aftensmaden gik vi op mod Washington Square som er byen hippe In-område. Her blev en helt igennem fantastisk hyggelig dag afsluttet med en Cafe late på en af de mange hyggelige fortovscafeer. Trætte og mætte af indtryk gik det med bus hjem og i seng. 9.september: San Francisco - dag 2 Første færgeafgang mod Alcatraz var klokken 9.00, og da vi var usikker på morgentrafikken, måtte vi meget tidlig op denne første morgen i SF. Klokken 8 stod vi småfrysende og ventede på bussen, som kombineret med en lille gåtur fik os frem til Pier 33 allerede 8.45. Så klokken 9 satte vi kurs mod Alcatraz på denne halvtågede og kolde SF septembermorgen. Vel ankommet efter 3 kvarters sejlads. Begyndte vi rundturen. At se Alcatraz består hovedsagligt af 3 dele. En filmfremvisning, en gåtur rundt på øen på egen hånd, og en gåtur rundt i fængslet iført et par hovedtelefoner. Kort fortalt brugte vi cirka 2½ time på øen hvilket vi fandt passende. Det var en god oplevelse at opleve Alcatraz på egen hånd og få et indblik i stedets historie og de barske vilkår som folk har været indespærret under. Helt klart en attraktion man ikke oplever mange steder i verden. Da klokken normerede sig frokost begyndte øen dog at blive en smule overrendt, og da vi var sultne valgte vi at afslutte besøget og tage færgen tilbage til fastlandet for at se Fishermanns Warf og måske finde et sted og spise. En af SFs mest populære turistattraktioner er netop Fishermanns warf som er et gammelt fiskekajsområde der i dag er blevet et centrum for gadegøgl, tourbåde og butikker. Desværre lidt for turistet for min smag. Mange finder stedet hyggeligt og gå rundt i. Et absolut must er dog flydepontonerne ved en af kajerne der er blevet hjemsted for en kæmpe koloni af søløver. Hvis man ellers ikke har noget imod lugten og larmen, så er det absolut en af de mere sjove seværdigheder i SF. Vi var nu blevet rigtig sultne, så vi satte kursen mod en Diner som Gitte kunne huske fra tidligere, det viste sig at være en Johnny Rocket Diner, hvilket er en af vores favorit 50´er tema restauranter. Det lykkedes at få et bord, og burgere og sodavand blev bestilt hos en tjerner der på forunderligvis kunne se at Gitte var Gravid (det var nu altså ikke rigtig synligt synes vi selv. Nå men Johnny Rockets levede igen op til standard - en hyggelig frokost. En af de andre obligatoriske ting at foretage sig i SF er en tur med byens gamle Cable Cars der skærer sig gennem det meste af downtown. Sporvognene er vældig populære, så da vi ikke ville forsøge at få en plads midt på en rute, valgte vi at hoppe på en vogn ved en endestation. Dette indebar dog deværre en køtid på 30 minutter, nå men sådan er det. Det var helt klart køreturen værd. Det er ikke noget man behøves at gøre flere gange, men det var en sjov oplevelse at stå der på trinbrættet på siden af sporvognen mens den køre op og ned af SF stejle gader. Endestation var centrum hvor vi hoppede af. Efter at have kigget lidt på byen hoppede vi på en bus med kurs mod Alamo park. Et lille grønt område på en bakketop vest for downtown SF. Her kunne man side i græsset og nyde ferien med usigt ud over SF og de gamle viktorianske huse som er en så markant og charmede del af del af bybilledet. Solen var efter en lidt kold formiddag endelig begyndt at varme og trække igennem skydækket. Vi fortsatte efter lidt tid hoppede vi på en ny bus videre mod Ashbery Heights. Bydelen her er kendt som hippiekulturens vugge og stadig meget præget af flower power og boheme kultur. Samtidig er det absulot stedet hvor alle byens tosser samles. 68ere som aldrig er kommet videre end 1974. Stedet er såmænd hyggeligt nok, og man kan bruge lang tid på at kigge på de finurlige forretninger og sjove mennesker. Efter en hurtig McD burger krysede vi over gaden til den nærliggende Golden Gate Park. En lidt træls oplevelse da det åbenbart er her de største tosser mødes og man hele tiden stoppes for at blive tilbudt hash. Så efter lidt vandren omkring valgte vi at gå tilbage til Ashbery Height. Jeg fik købt et par t-shirts hvorefter vi hoppede på bussen mod centrum Det var ny begyndt at blive mørkt da busen nåede downtown. Lidt mere shopping blev dog nået inden vi bestemte os for at finde lidt let junk og spise. Men kender i det, men kan sku ikke finde en McD, eller BK når man skal bruge en. Efter lidt tid opgav vi faktisk aftensmaden og vi orkede faktisk ikke mere den dag, så vi tog bare hjem på motellet. Overfor motellet købte vi lidt candybars og kolde øl og sodavand som blev dagens aftensmad indtaget liggende på sengen. Meget romantisk :). Det havde været en lang lang, men meget oplevelsesrig dag. 10. september: San Francisco - Carmel by the sea Stadig trætte efter den foregående dags hårde program sled vi os ud af sengen. Vi havde bestemt os for at selvom byen var skøn, så var det tid til at komme videre. Vi havde dog værelset til mjiddagstid, så lidt mere sightseeing kunne nås. Vi valgte at tage til Pacific Height området lige syd for Golden Gate Bridge. Området er et af byen mere mondæne kvartere i et kuperet terræn. Her fandt vi en overflod af flotte gamle victorianske villaer, så bakke op og bakke ned kan man gå og se de mange flotte og overdådige palæer, mens man har udsigt ud over bygten og Golden Gate Bridge. Vi sprang på en bus til Telegraph hill området for at se Filbert Street som er SFs stejleste gade. Og når vi i SF snakker stejl, så er det rigtig stejlt. Lige i nærheden ligger den meget krogede del af Lombard street som er en af byens store attraktioner. Vi smuttede forbi til et hurtigt kig, men Filbert Street er sjovere. Klokken nærmerede sig middag, så vi tog bussen tilbage til hotellet, det var ved at være tid til at sige farvel til San Franscisco. Bilen blev pakket og vi chekede ud af hotellet. Inden vi helt forlod byen kørte vi ned til Golden Gate for at se det vartegn vi endnu ikke havde besøgt. Så vi tog en lille gåtur langs med stranden ved Crissy Fields med udsigt Golden Gate Bridge. Vi skulle egentlig sydpå i Highway 1, men vi tog lige en afstikker nordpå over broen, vi skulle jo lige prøve at krydse den - ret fed oplevelse til bare 5$. Så vel over på den anden side vendte vi bilen ved udsigtspunktet og kørte tilbage sydpå. Vi ramte nu den berømte Highway 1 som skulle føre os langs kysten mod Los Angeles. På vej ud af byen snuppede vi lige igen et par timer i et stort shoppingcenter. Endelig ramte vi nu kystvejen og begyndte at ligge kilometer bag os. Det var skønt at komme tilbage på landevejen. Så mens vi stille og roligt cruisede sydpå af den naturskønne Highway 1 langs med Half moon bay blev der sat lidt lækkert musik på anlægget. Vi nød i fulde drag ferien, selskabet, solen og tanken om at vi absolut ikke skulle nå noget som helst den dag. Sidst på eftermiddagen ramte vi Santa Cruz lige midt i myldertidstrafikken øv øv. Så nu hang vi fast og kom ingen vejne i over 1 time. Alligevel bestemte vi os for at fortsætte sydpå mod den lille flække Carmel by the sea, en lille gammeldags kystby, med 4000 indbyggere. Byen og området er mest kendt som en dyrt golf resort område, men byen har også bevidst forsøgt at fastholde en gammeldags charme. Det betyder at stort set alle huse er bygget i træ, og alt hvad der minder om moderne gadelys, fastfoodrestauranter og neon er bandlyst. Vi vidste godt at priserne i byen var lidt high end, men hva pokker, det virkede jo hyggeligt. Vel ankommet ,efterhånden som solen var ved at gå ned, fandt vi hurtigt frem til en hyggelig lille Inn - Coachmanns Inn. Vi handlede lidt handlen i porten for at få lidt discount i form af "late arrivel" Mange moteller er til at handle med for at få de sidste værelser fyldt når det er sent på aftenen. Vi blev nu vist til det mest lækre hyggelige og luksuriøse værelse med egen pejs, kæmpe seng og hele molevitten. Vi tog et hurtig bad for at få skyllet støvet af kroppen, og begik os derefter rundt for at kigge i byen. Det stod hurtigt klart shopping i byen også er high end. De små hyggelige gader med gammeldags gadebelysning er præget af små fine læder, kunst, og golfudstyrsforretninger samt en masse restauranter. Vi gik dog bevidst efter "hogs breath inn", en sparerib restaurant drevet og ejet af Clint Eastwood som tidligere har været borgmester i byen. Til trods for at Clinten ikke selv var til stede denne aften bød resturanten på en ekseptionel oplevelse. Vi fik anvist et lille bord ude i den rustikke gårdhave med 3 åbne ildsteder. Så her sad vi og hyggede mens dagens oplevelser blev gennegået over et par iskolde budweisers. Lige når man tror at det ikke kan blive bedre, får man serveret et par miniburgere og de bedste sparerips jeg til dato nogensinde har smagt. Vi sad længe og hyggede os på restauranten inden vi mætte og trætte slæpte os hjem til værelset med de meget bløde gulvtæpper. 11.september: Carmel by the sea - Santa Barbera 8.30 bankede det på døren, det var vores maid der kom for at servere vores morgenmad på værelset. Så der sad vi foran pejsen og spiste morgenmad i bløde stole. Lidt en afveksling til standarden der var en spandauer i farten. Vi tog os god tid denne morgen, vi var lidt i tvivl om hvordan vi ville bruge dagen. Et var dog sikkert, der var ingen grund til at blive i Carmel. Så dagens planer blev drøftet. Vi fik checket ud, og efter en lille køretur rundt i byen tog vi landevejen tilbage nordpå cirka 10 km. for at komme til byen Monteray. Monteray skulle efter sigende have det flotteste og største Akvarium på hele vestkysten. Det er svært at sætte en finger på præcis hvad der gjorde udslaget, men akvariet viste sig som en lidt kedelig oplevelse. Javel jo var der eksotiske fisk, hajer og bævere, men hmmmm, det var bare ikke særligt spændende, og det var dyrt. Vi forsøgte os istedet med en lille gåtur langs med havnefronten, men øv også det var faktisk småkedeligt, så vi fik no af ingenting, og bestemte os for at køre videre sydpå. Monteray fik dog reddet lidt ære da vi på vej ud af byen indtog vores frokost på Denny´s. Det er og bliver bare verdens bedste Restaurant for Amerikansk Junkmad. Det er ikke sundt, det er fed, man damn det smager godt. Nok om Monteray. Atter gik turen sydpå af Highway 1. Lige syd for Monteray starter den del af kysten som er kendt som "The big sur", en 300 km. lang snoet landvejsstrækning hvorfra der er fantastisk udsigt ud over Stillehavet. Vi tog det stille og rolig ned af kysten og stoppede i ny og næ ved forskellige udsigtspunkter for at nyde den flotte natur og dyrelivet. Langs ruten er der mange små bugter hvor hele kolonier af søløver og søkøer opholder sig. Strækningen skulle også være eminent hvis man vil se hvaler, men vi så nu ikke nogen. Da solen begyndte at gå på hold skulle vi overveje hvor vi ville overnatte. Et oplagt sted var danskerbyen Solvang, meeeen vi valgte at køre forbi for efter mørkets frembrud at ankomme til Santa Barbera - som ligger langs kysten nord for Los Angeles. Ikke særlig trætte men mætte indlogerede vi os på Sunset Motel. Igen fik vi halet lidt late arrivel discount hjem, så overnatningen blev omkring 70$. Vi orkede dog ikke rigtig mere den dag, så på den nærliggende 7/11 blev aftensmaden handlet samt lidt slik, og det sidste af aftenen blev brugt foran fjernsynet på værelset. 12. September: Santa Barbera - Palms Springs Knap så tidlig næste morgen kørte vi igennem Sante Barbera. SB er ganske hyggelig og meget provinsiel - der er bare ikke så meget spændende at se. Vi besluttede os for at parkere ved vandet og gå en tur på Santa barbera pier. En times tid senere var vi dog løbet tør for interessante emner, så vi satte kursen mod L.A. Da vi har set L.A før og absolut ikke havde brug for at komme tilbage valgte vi blot at køre igennem - hvilket dog er nemmere sagt end gjort. Efter et par timer havde vi dog i fællesskab fået manøvreret os igennem adskillige Freeway intersections, 12 sporede motorveje, bilkøer, og tæt trafik. Vi satte nu kursen mod Øst for første gang på turen efter en kort frokost på Burger King i udkanten af L.A. Klokken 2 nåede vi frem til Palm Springs. Temperaturen var efterhånden som vi kom væk fra kysten igen steget gevaldigt, og termometeret viste nu igen 40 grader. Vores naboer havde anbefalet et stilfuldt motel, så vi bestemte os for at følge deres råd. En god beslutning, Seven springs Inn bød på lækre værelser, god service, rimelige priser, og ikke mindst en skøn pool. For første gang på turen bestemte vi os for at bruge lidt tid på ren uforfalsket afslapning, så resten af eftermiddagen blev brugt ved og i poolen, hvor der igen blev tid til at skrive lidt postkort hjem til Danmark. I løbet af eftermiddagen bestemte vi os for en tur i biffen. Aftensmaden blev et lille pizzeria efterfulgt af Bourne Ultimatum i en næsten tom biografsal. Damn det var skønt bare at slappe af og have god gammeldags ferie. 13. September: Palms Springs fter en rolig morgen bestemte vi os for at shoppe lidt. Palm Springs området er kendt for sine outlet malls. Butikområder der er fritaget for salestax, så alt er cirka 10-12% billigere, så en oplagt mulighed for lidt shopping. Vi bestemte os for et større outlet mall i Cabazon der ligger 10 km. vest for palm springs. Så formiddagen gik med shopping af solbriller, mærkevarer, parfume. Alle varer som er 50% af en dansk udsalgspris. Eneste minus var at det var et udendørs mall, og med 38 grader i skyggen, så var det lidt med at løbe fra butik til butik. Efter en foodcourt lunch kørte vi tilbage til palm springs. Eftermiddagen blev igen brugt i Motellets pool i selskab med et par kolde øl og sodavand. Jo turen var gået hen og blevet en rigtig poolferie i Palm Springs. Som solen forsvandt i horisonten og temperaturen faldt forlod vi poolområdet for at tage hen i midtbyen. Denne aften viste der sig at være byfest, så hovedgaden var lukket af og i stedet fyldt med boder og udendørs servering. Vi gik en stille tur op og ned af gaden dog uden at købe noget. Boderne var præget af lokalt kunsthåndværker og politiske rekruteringsboder. Efter at have kigget lidt på restauranter bestemte vi os for Kaiser Grill. Skulle man nu spise ude i 30 grader eller i aircon i 15 grader hmmm, vi valgte at side udenfor, og efterhånden blev varmen lidt mindre. Kaiser Grill er et traditionelt steakhouse. Så jeg fik steak, og Gitte fik en gang "Rag of Lamm". Sjældent har jeg set Gitte støvsuge en tallerken på den måde he he. Mætte og hele 100$ fattigere tog vi tilbage for at afslutte denne dag. 14. September: Palms Springs - Las Vegas Nu klar til at forlade Palm springs, vågnede vi med bevidstheden om en lang køredag hvor cirklen skulle afsluttes og vi skulle tilbage til Las Vegas. Vi stod op ved 8 tiden, fik checket ud af hotellet. 166$ for 2 overnatninger. det var billigt nok i forhold til et dejligt «««« motel. Vi forlod Palm Spring nord ud af byen, samme rute som vi kom ind for 2 dage siden. Ude ved Freewayen fandt vi det som vi ledte efter. En Dennys. Så det blev en god tung morgenmad med eggs, bacon og pancakes. På den nærliggende Esso blev bilen tanket op, og så gik det atter mod øst af freeway 10E. Efter cirka 50 km drejede vi af mod nord for at køre igennem Joshua Tree national park. Vi havde fået et tip om at vi kunne spare en del km, ved at tage nogle af de mindre landeveje mod øst. Samtidig ville det tage os igennem et af de mest øde områder i USA, heriblandt Mohave Dessert. Joshua Tree var lidt af en skuffelse, Det var slet ikke de træformationer som vi havde håbet på. Så ud over et par mindre selfguidet vandreture var der ikke meget at komme efter. Øv vi følte os snydt da vi blev opkrævet 15$ på vej ud af parken. På den anden side af parken kom vi til en lille gammel mineby Twentynine Palms, men herefter skifter landskabet karakter til ørken ørken og atter ørken for de næste 250 km. Herude i ingenting for man virkelig fornemmelsen af at være alene i verden, og mødet med andre bilister er en sjældenhed. En oplevelse jeg sidst havde da jeg krydsede Nullabor i Australien. Vi nød dog begge den flotte tur igennem landskabet, og hinandens selskab, men airconditionen kørte dejligt svalende så vi ikke rigtig kunne mærke at temperaturen sneg sig over 40 grader. Efter at have baseret Amboy overvejede vi den dirkte vej til Las Vegas igennem Mojave ørkenen, men besluttede alligevel en mindre omvej ad Hwy 40/95 over Seachlight. og med det samme ramme vi igen civilationen med masser af trafik. I Searchlight holdte vi og fik en snack og tanket bilen inden vi nu lagde det sidste stykke vej bag os ind mod Vegas. Ialt 400 km. var det blevet til den dag. Og ved 4 tiden kunne vi parkere bilen igen i Marys garage. På en gang lettede over at første del af turen var vel overstået, på den anden side triste over at første del af turen var overstået låste vi os ind i Marys hus :D. Mary dukkede op lidt senere. Dagen var dog ikke forbi, jeg havde en rollercoastertur på "New York" til gode. Så efter mørkets frembrud kørte vi mod "The strip". På Boulder Highway fandt vi en Sizzlers som fik lov til at stå for aftensmaden. Det var faktisk første gang vi var på Sizzlers begge to, og det var faktisk ok mad. Men vi kunne godt mærke vi var trætte. Rutsjebanen rundt om "New York" hotel og casino kan virkelig anbefales, især ved nattetide når man hænger ud over the strip er fremragende. Eneste minus, 1 tur koster cirka 15$ hvilket sammenlignet med så meget andet er en heftig pris. Efter turen gik vi lidt rundt på må og få på the strip, men nu begyndte trætheden virkelig at slå igennem så snart kørte vi hjem til Mary for at se dyner. 15.september: Las Vegas 16.september: Atlanta GA - Charleston SC Klokken 5 om morgenen lokal tid satte flyveren hjulene på landingsbanen i Atlanta International Airport. Desværre havde der været så meget uro i flyveren at det ikke rigtigt var blevet til meget søvn på flyveturen, og nu var en ny dag ved at begynde. Trætte og irritable steg vi ud af flyveren, for blot at komme ud i en halvkølig afgangshal. Lufthavnen var næsten mennesketom så der stod vi og forsøgte at finde ud af hvad vej vi skulle. Her skal jeg så lige hilse at sige at lufthavnen i Atlanta er stor, og kombineret med den manglende søvn var vi lidt forvirrede over hvad vej vi skulle. Vi fandt dog hvad der lignede en retning mod selv hovedterminalen, så vi begyndte bare at gå. Efter lidt gang hoppede vi på en lufthavnsmetro, og da den stoppede gik vi lidt mere, og endelig nåede vi frem terminalen og fandt et tomt Hertz kontor. Efter lidt ventet blev vi dog betjent, og snart sad vi i en lufthavnsbus på vej ud mod bilen. I mørket fandt vi frem til vores nye bil, en Playmouth af diskutabel karakter, i hvert fald når man sammenligner med vores Pontiac. Hele lufthavnsoplevelsen var en af de der surrealistiske rejseoplevelser der i øjeblikket virker uoverskuelige og underlige, men som i bakspejlet faktisk var en sjov og anderledes oplevelse, ikke mindst fordi vi overtrætte gik rundt nærmest helt alene i den kæmpestore lufthavn. Nå men nu sad vi i bilen hva så nu ????. Det var mørkt og klokken var 6. Frem fandt vi vores trofaste vejkort og begyndte at scanne mulighederne. At blive i Atlanta virkede ikke som en attraktiv ide. Vi havde set det storby vi skulle på denne tur. Så vi blev enig om at sætte kursen østpå mod South Carolina og lade skæbnen råde. Før vi kunne komme mod øst skulle vi lige finde igennem et par motorvejsringe rundt om Atlanta. Trafikken var til at overse, men mørket gjorde det hele lidt sværere, men efter et par kryds på motorvejen ramme vi hwy 20 øst mod Augusta, og nu lå den åbne veje igen foran os samtidig med at det ude i horisonten begyndte at lysne. Langsomt kunne vi så se hvordan vi ikke længere befandt os på støvede ørkenveje i Nevada, men nu kørte langs med frodige skovstrækninger i Georgia. Desværre var vi begge 2 for møgtrætte til at nyde det. Klokken var blevet 7 og da flymad jo ikke er et festmåltid var vi begyndte at blive sultne. 21.september: Orlando - Universal Studios Dette var dagen vi var kommet til Orlando for, at bruge en dag i en forlystelsespark. Vi synes begge fra tidligere erfaringer at dage i disse entertainment mastodonter som regel faktisk er ret sjov. Nu er Orlando jo Theme-park capital of the world, så mulighederne er enorme. Men de mest populære er nok Sea-World, Universal Studios og ikke mindst Disney-world. De foregående par dage var da også gået med lidt palawer over hvad vi skulle vælge. I sidste ende blev vi dog enige om at Universal jo nok var det som passede bedst til os, hvor de andre er mere fokuseret på børnefamilierne. Godt nok var Gitte 5 måneder gravid, men børnefamilie var vi jo altså ikke rigtig. Med vores 100$ billeter i hånden tog vi så tidligt afsted mod Universal i håb om at komme der før alle andre. Lykken var med os, vi ankom stort set som parken åbnede og fik hurtigt parkeret i den gode ende af det gigantiske parkeringhus som hører til parken. Som en lille dreng småløb jeg nu afsted, men Gitte forsøgte at følge med. Parken er opdelt i 2 områder, en action park fyldt med vilde rutschebaner og lignende, og en movie park hvor der er mere fokus på specieleffects rides og sceneshows. Vi blev enige om at starte i actiondelen, da der her ofte er længere køer sidst på dagen Vel inde i parken gik vi mod den første store rutchebane mens vi nød vejret, det var superskønt, 25 grader og ikke en sky på himmelen. Inden længe sad jeg så på første række af "hulk". Hele 3 ture blev det til i streg før jeg igen mødtes med Gitte som sad på en bænk og slikkede solskin. Gitte kunne desværre kun deltage i 1/3 af turene pga. hendes graviditet. Men det tog hun ret pænt. Ikke mindst fordi der var ingen eller kun ganske lidt kø ved de enkelte ture, hvilket er usædvanlig for den slags themeparks. Vi fandt dog ud af, at vi havde valgt at besøge parken i lige den uge om året var der vanligvis er færrest besøgende, hvor heldig kan man være. Et godt eksempel på dette var da jeg skulle prøve Jurrasic Park bådturen. Jeg endte op alene i en båd der normalt er beregnet til 30 mennesker. jeg skal lige hilse og sige at sådan en tur bliver meget uhyggelig når man sidder helt alene :) Vel ude af parken, mens solen var ved at forsvinde i horrisonten besluttede vi at runde en skøn og sjov dag af med aftensmad på Hard Rock Cafe, hvor den stod på spareribs og burger. Vel tilbage på hotellet ville jeg gerne i poolen, Gitte foretrak dog blot at sidde på kanten. Så med lidt afslappet poolhygge i det svage aftenlys blev endnu en skøn skøn feriedag afsluttet 22. september: Orlando - Fort Myers Det var tidlig morgen da vi tjekkede ud af hotellet. Dagens mål var Fort Myers i de sydlige florida. Men inden vi kørte ville vi gerne shoppe lidt. Så vi kørte til Florida Mall på Sand Lake Road (482). Her blev formiddagen brugt på lidt hygge shopping, bl.a. en Iphone til min lillebror og en ring til Gitte. Jeg skulle faktisk købe ringen til hende i gave, men mit dankort var blevet makset ud til limit og blev derfor afvist, så Gitte endte med selv at måtte betale ringen, ups. Ved middagstid så vi så via highway 4 kursen mod Fort Myers. Efter en times kørsel kørte vi igennem Lakeland, men vi var blevet frokostsultne, og om ikke vi ved en afkørsel pludselig spotted en "Olive Garden" restaurant. Så til vild jubel drejede vi af motorvejen. Nu opdagede vi så at der ved siden af Olive Garden lå et Lone Star steak house. Snak lige om et svært valg. Det var dog frokst, så vi synes spareribs nok var lidt for tungt, så vi holdt fast i olive garden. Smittet af amerikansk overflodskultur bestilte vi begge en all-you-can-eat menu. Men allerede efter et par pasta portioner måtte vi give op hvilket resulterede i at vi vandrede ud a restauranten med 2 store doggybags. Vi synes det var for pinligt at efterlade alt det mad vi ikke kunne spise op :). Så overmætte fortsatte turen sydpå. Resten af turen mod Fort Myers via Tampa og Port Charlotte var ikke super spændende. Og det var mørkt og regnfuldt før vi langt om længe nåede frem. Vi havde en sommeraften i Danmark 2 år tidligere fået fået tilbud om at Bo ved Mary´s veninde Kathy som netop boede i Fort Myers. Så nu ville vi bruge det tilbud. Det kneb med at finde frem til hendes bopæ, men efter lidt omveje nåede vi frem til et lille aflukket boligområde med egen portvagt hvor Kathy boede. Her blev vi hjerteligt modtaget med knus og kram. kathy have i disse dage besøg af sin datter og svigersøn fra Chicago, men vi var mere end velkommen til at bo der ligeså. Lidt pinligt fik vi faktisk tildelt det "fine" gæsteværelse. Både Kathy er familien iøvrigt er kanonsøde mennesker og aftenen blev brugt med hygge i stuen hvor snakken lystig gik som om vi alle havde kendt hinanden i flere år. Men det var skønt igen at overnatte under mere private forhold istedet for et motel. 23. september: Fort Myers (Sanibel og Captiva) 24. september: The Everglades Et af de hjemmefra planlagte destinationer for turen var et besøg i Everglades National Park. Så efter et par dages afslapning i Forth Myers var vi friske på nye oplevelser. Fra Fort Myers til Everglades i det sydligste Florida er der et par hundrede kilometer via Hwy 75. Målet for turen var komme ud og opleve de store sumpområder og den storslåede natur i det sydlige Florida, gerne helst i en klassisk svampboat, og som bonus gerne se en krokodille eller 2. Turen gik stille og rolig, men vi drøftede hvilket af de mange sightseeing tours vi skulle benytte os af. Vel ankommet til Everglades City, en meget søvning lille flække midt i ingenting, fandt vi frem til Speedy Johnsons Airboat ride. Et rigtig redneck navn, så dem måtte vi bruge. Prisen for en tur var rimelig heftig, omkring 50 dollar pr. person, meeen det skulle opleves, og snart sad vi i en lille fladbundet propelbåd sammen med et ægtepar fra New York og vores "kaptajn" på båden, som var en skønsom blanding af "bøffen" fra Olsen banden og Crocodile Dundee. Iført høreværn på grund af larmen fra den store propel gik det kort efter i fuld fart igennem de vidtstrakte sumpområder i det sydlige Florida, og da vores kaptajn snart fandt ud af, at alle på båden synes lidt action var ok holdt han sig ikke tilbage. Så med fuld fart gik det gennem tætte mangrove-skove og marskland, men hele tiden meget behændigt manøvreret af vores kaptajn. En stor oplevelse både sejlturen og naturoplevelsen. Et par gange blev farten så sænket til næsten ingenting, og snart dukkede der et par krokodiller op til overfladen ikke mere end 1 meter fra båden af, uden at de dog havde synderlig interesse i båden. Men i en lille jolle uden ræling syntes krokodillerne meget tæt på :D. Men fedt at opleve, der er bestemt ingen krokodille garanti på disse ture, og her så vi indtil flere helt tæt på. Trods den dyre pris endte vi så faktisk med en oplevelse af, at have fået fuld valuta for pengene. En stor oplevelse, og næsten en times sejllads rundt i Everglades. vel tilbage i Everglade city bestemte vi os for at se os lidt omkring, men måtte hurtigt sande at dette sted absolut var en ghosttown, så vi satte kurs tilbage mod civilationen. halvvejs mod Fort Myers blev en sædvanlig hurtig frokost indtaget på Burger King i Naples. Midt på eftermiddagen var vi tilbage i Fort Myers. Resten af eftermiddagen blev brugt ved poolen, samt lidt shopping af i lokalområdet.